Celleforandringer på livmoderhalsen er en virus sygdom
Celleforandringer på livmoderhalsen er en virus sygdom (HPV-virus), der overføres sexuelt.
80% af alle danske, sexuelt aktive, kvinder får på et eller andet tidspunkt i deres liv HPV-virus, men hos langt de fleste (>90%) forsvinder virus igen i løbet af 1-2 år, og de færreste finder nogensinde ud af, at virus har været der!
Hos nogle få sætter virus sig til en kronisk/persisterende infektion, og kan i så fald udvikle celleforandringer.
Celleforandringer er ikke farlige, men kan over lang tid udvikle sig fra lette, over moderate og svære celleforandringer, og til sidst blive til livmoderhalskræft. Forløbet fra en virusinfektion til livmoderhalskræft tager 10-20 år!
Hvis et celleskrab fra livmoderhalsen giver mistanke om celleforandringer, skal denne mistanke af- eller bekræftes med en kikkertundersøgelse (kolposcopi) og vævsprøver (biopsi) fra livmoderhalsen. Der tilbydes altid lokalbedøvelse før vævsprøvetagning.
Hvis ikke der findes behandlingskrævende celleforandringer, vil du blive informeret om fremtidig kontrolprøvetagning fra livmoderhalsen, som oftest er efter 6 mdr. enten hos os elle egen læge.
Hvis der findes behandlingskrævende celleforandringer i vævsprøverne tilbydes og anbefales, behandling i form af et keglesnit (”konisation”). Dette foregår ligeledes i lokalbedøvelse, og er ikke større/værre end vævsprøvetagningen.
Den umiddelbare risiko ved vævsprøvetagningen og keglesnittet er blødning fra skeden. Man kan forvente at bløde mellem 2 og 14 dage. ”Man må gerne bløde, men ikke forbløde”!
Risikoen for kraftig blødning er størst 1. døgn, og igen 8.-10. døgn.
På længere sigt er den væsentligste risiko ved keglesnittet en let øget risiko for at føde for tidligt (fra ca 4% til ca 8%).
Efter keglesnittet vil du blive kontrolleret med celleskrab og HPV-virus test via din egen læge efter 6 mdr.
Mikroskopisvar efter keglesnittet kan du få på klinikken efter 6-8 uger. Tilsendes på mail.
For at reducere risikoen for at celleforandringerne kommer igen vil vi anbefale :
- At blive HPV-vacineret
- Rygeophør (hvis du er ryger !)